Alslev har sin egen oase, og det er Dinnsens Skovpark. Skovparken er en gave fra Ella og Ove Dinnsen, der i 2011 forærede byen området til et rekreativt formål.
Skovparken er blevet et mødested for byens borgere. Der er en legeplads for de mindste, fitnessredskaber til de større, løbesti, grillhytte til familiesammenkomsten, kælkebakke til vintermånederne og frugthave til fri afbenyttelse. Kort sagt er der her noget for alle.
Skovparken er blevet til ved hjælp af sponsorer, fonde og ca. 3000 timers frivilligt arbejde fra byens borgere.
Alle kan bruge parken, og det bliver den også. Børnefamilierne er flittige til at benytte legepladsen. Om aftenen samles de unge ofte i fitnessanlægget, hvor de sidder og hygger sig. Mange har benyttet grillhytten til weekendudflugter eller familiefester. Hvis du planlægger en familiefest eller lignende, er det en god idé at booke grillhyggen, så du er sikker på, at der er plads.